Rejsedigteren Hans Christian Andersen besøgte Grækenland i marts 1841, det skete med en enthusiasme, han lagde for dagen, da han satte sin fod på græsk jord. Det er Minervas Athen, han så foran sig, og tiggerne, det blev også mødet med den den græske vin .

De store pest-epidemier sad endnu som en skræk i folket og inden passagererne fik lov til at gå i land skulle de være i karantæne i dage, det var om bord på dampskibet "Lycurk." Den følsomme Rejsedigter havde ikke svært ved at sætte sig ind i den angst lokalbefolkningen måtte føle og noterede dagen før han gik i land. ”Stor rengøring på skibet, der var uhyggeligt på dækket. En græker bragte os vin, satte den på skibets trappe og skyndte sig bort”. Men allerede næste dag var kedsomheden og den uhyggelige stemning glemt.

Rejsedigteren fik et godt værelse på "Hotel de Munich" i Athen og om aftenen var han til selskab hos den danske hofpræst i Athen. A.F.H. Lüth og hans kone Christiane, hvor der blev serveret en ”god græsk vin”.
I de efterfølgende uger besøgte Rejsedigteren de arkælogiske udgravninger og mødte mange berømtheder, men der blev også tid til at gå på café og smage på de lokale specialiteter, blandt andet den berømte vin Retsina der blev drukket som afskedsdrik, da Poppe og en tysk arkitekt rejste fra Piræus.

Danskerne I Athen var ivrige for at træffe ham: A.F.H. Lüth kom hen på hotellet for at hente ham hjem til sin kone og svigerinde. arkitekt Christian Hansen og professor Adolph Ludvig Køppen kom til, og hollænderen C.C. Travers, som var dansk konsul og talte dansk, indfandt sig også.
Hans Christian Andersen fik græsk vin og "sladdrede meget", blev senere fulgt hjem, drak champagne og kom sent i seng, den hjertelige modtagelse gjorde ham godt, og dagbogen refererer siden, at A.F.H. Lüth "skal have været henrykt over min ankomst".

Det antikke Hellas er grundlag for hele vor vor vestlige kultur og civilisation. At det også gælder for vindyrkningen fremgår klart af mange historiske beretninger. For grækerne var vinen en gave fra guden Dionysos, til hvis ære der blev afholdt orgiastiske, kultiske fester. Digtere , filosoffer og kunstnere lovsang vinen, som Homer gør det i sine heltedigte Illiaden og Platon i mange af sine filosofiske afhandlinger.

Omkring slutningen af 1400-tallet standsede vinproduktionen da Grækenland blev en del af det Osmanniske Rige og kom under muslimsk herredømme. Vindyrkningen var ikke forbudt, men levede kun videre som en lokal bondeindustri på grund af fattigdom og vanskelige kommunikationsforhold. Efter Grækenlands uafhægighed i 1830 begyndte man igen at interessere sig for vindyrkning som økonomisk faktor, men det tog mange årtier at etablerere en vinindustri, der kunne konkurere med resten af Europa. Først i 1937 blev vininstituttet i Athen grundlagt og helt op til landets indtræden i det Europæiske Fællesskab (1981) havde grækerne ikke nogen gyldig vinlov.

På trods af de vanskelige forhold under det Osmanniske styre gik vindyrkningen videre. Den romerske digter Vergil skrev engang om de græske vine, at det var lettere at ”tælle alle sandkorn i havet end at opremse alle vinsorterne”. Man har været påpasselig med at opretholde den store mangfoldighed af druesorter på de græske vinmarker og idag finder man cirka 300 forskellige druesorter. Vinbønderne er ofte særdeles stolte af disse druer, som anses for at være tegn på vinens originalitet.

Den berømte vin Retsina blev drukket som afskedsdrik, da Poppe og en tysk arkitekt skulle rejse fra Piræus. Den mest kendte græske vin er Retsinaen, hvis historie går helt tilbage til den klassiske oldtid. Allerede dengang var man klar over, at vinen holder sig bedre, hvis den behandles med harpiks.

Retsinaen laves af tør hvidvin (bordvin) af druesorterne Savatiano og Rhoditis, som man krydrer med harpiks fra Alep-fyr, der som regel stammer fra halvøen Attika. Attika, Bøotien og Euboea er de vigtigste produktionssteder for denne vin.

Gæstgiverier og restauranter i Athen, som laver deres egen Retsina.
På caféer og restauranter drikkes den gerne som aperitif eller til den berømte ”meze” blandede forretter med fyldte vinblade, tarama, calamaris og forskellige salater.

Fra Rejsedigteren Hans Christian Andersens ophold i Grækenland har vi valgt tre gode vine fra vinområdet Attika omkring Athen. Her dyrkes druesorten Savatiano, som blandt andet bruges til at lave en lokal Retsina. I 1841 var vinen sandsynligvis sød og alkoholrig, den 17 april 1841 skrev Rejsedigteren ”spiste til middag og den usle lille flaske vin gik mig til hovedet”. Men i området kan man også finde lette hvid- , rød- og rosévine.

Til middag hos hofpræsten Lyth i Athen fik Rejsedigteren en rigtig god vin måske en Muscat-vin.
En af Grækenlands mest berømte vine er Muscat fra øen Sámos. En sød og alkoholrig vin, der både kan nydes som dessertvin og aperitif.

Blanc à Petits Grain (den ældste og mest ædle Muscat-sort) dyrkes på terrasser på øens stejle bjergsider. Den specielle produktionsmetode har været kendt siden den klassiske oldtid. Muscat fra Sámos findes i flere typer: Sámos Doux er en vin de liqueur mens Sámos vin Doux Naturel laves ved at man standser gæringen endnu tidligere. Den fineste af dem alle er dog Sámos Nectar, en vin der er lavet af druer tørret i solen, så de kan gæres til 15 procent alkohol. Vinen gennemgår langvarig fadlagring.